Den Adel, som Norges Historie kjender efter Reformationstiden, bestod, som bekjendt, for den allerstørste Del af indflyttede Familier. Det egentlige norske Aristokrati uddøde; den af de betydeligere gamle Familier, som længst holdt sig, Gallerne, forsvinder i det syttende Aarhundrede og det i Danmark. De mindre norske Adelsfamilier føre et ubemærket Liv, enkeltvise Forsøg paa gjennem »Fornyelse« af Adelssæde atter at komme frem, Forsøg, der endnu forekomme i det attende Aarhundrede[1], mislykkes, og den største Del af gammel norsk Smaaadel er formodentlig gaaet over i Bondestanden. I den saakaldte »Norske So« (fra Slutningen af det sextende Aarhundrede) forekommer den mærkelige Fortælling, at Bonde-Lensmændene (paa Vestlandet) enten pleiede at være af ringe Stand, men gifte med Adelens (det maa være den i Norge optrædende danske Adels)
- ↑ Mine Meddelelser herom i norsk Hist. Tidsskr. 1. R. I S. 507–511.
