gjorde, efterdi han var en af Rigens Raad. Jeg fandt Wrangel staaende for Slotsbroen, accompagneret af fornemme Folk og nogle af deres Tjenere. Efterat vi havde saluteret hinanden, gik vi nogle Trin fra Broen, og der begyndte han sin Discurs med følgende Ord, nemlig, at han var kommen i Forfaring, at jeg havde trængt mig mellem hans Dame og ham, og at hun havde vendt til mig den Affection, som hun tilforn havde draget til ham; jeg skulde, da hun for nogle Dage siden var reist til sin Moder, have fulgt hende paa Veien, trængt mig ind til hende i Vognen og geleidet hende nogle Mile, jeg skulde have bedet hende af Fruentimmeret[1] med mig ned i Byen til Gjest i en Badstue o. s. v. Og da jeg gav ham Svar til hvert især af alt dette, idet jeg og tør forsikre, at jeg ikke talte nogen ubekvemme Ord til ham, slog han mig med Næven i Ansigtet og gav mig un coup de baton over Hovedet, saa Blodet løb mig over Ansigtet og alle Klæderne. Da jeg saa tog Stokken fra ham, greb han en Kaarde fra en af sine Drenge og løb mig med den paa Livet, hvori han dog af Axel Baner blev forhindret. Siden kastede han om sig med adskillige ubekvemme Ord og gik dermed sin Vei, og jeg kom ind til en Bartskjær for at lade mig forbinde og hente andre Klæder.
Førend jeg er kommen hid, har han søgt for nogle Hofofficerer og Rigsraader at undskylde sit committerede nefandum facinus. Hvad hans Beskyldninger angaar, at jeg skulde have abalieneret hans Dame, som han kalder hende, saa har jeg vel hørt i Stockholm, at han gjorde amour med en fornemme Dame i Dronningen af Sveriges Fruentimmer, ved Navn Frøken Margreta Sten-
- ↑ »Fruentimmeret« her i den oprindelige collective Betydning, altsaa brugt om samtlige Hofdamer.
