flitte mig paa at vedligeholde det fortrolige Venskab mellem Potentaterne og reconciliere Undersaatternes Gemytter, og at jeg vel vilde vide at comportere mig. Jeg haver ikke kunnet forbigaa ved min Hjemkomst at andrage, at jeg ikke ved mit Forhold selv har været Aarsag i den mig vederfarne Injurie, og at jeg i E. Maj.s Tjeneste har comporteret mig, som det en fattig, ærlig Adelsmand egner og anstaar. Er det derfor min allerunderdanigste Begjæring, at E. M. ikke for den Skyld vilde dimittere mig af denne sin Tjeneste. Og endog jeg mig billigen burde beflitte mig paa samme Maner at revengere, efterdi han haver været saa forsagt, og mig sub specie amicitiae ladet til sig fordre, og da uadvaret, da jeg var uden al Gevehr, mod alle redelige Cavalierers Maner affronteret mig, vil jeg dog have saadan hans procedere alle ehrliebende Cavaliers ad judicere henstellit have og forhaaber næst Guds Hjelp ved oprigtige Midler saaledes at udføre min Sag mod ham, at E. K. M. kan derfor med mig tilfreds være, og Nationen for min Skyld ingen Spot skal have« – – –
Vi skal ikke opholde os ved de Breve og Forhandlinger, som bleve en Følge af denne eiendommelige Affære. Man seer, at Pros Knudsen en Tid tænkte paa at udfordre Feltmarskalken, men Duellen har neppe fundet Sted. En Ting synes at være vis, nemlig, at man i Sverige har havt Agtelse for den norske Adelsmand, der blev saa ilde behandlet, thi i intet af de Breve, der skreves om ham til Kong Gustav Adolf, Axel Oxenstierna o. s. v. findes nogen ufordelagtig Dom om hans Person. Selvfølgelig blev der i Sagene Anledning nogen Spænding mellem de to Stater, og det varede en god Stund, inden Christian IV atter sendte en Diplomat til Sverige. Først i 1633 blev Stig Pors ansat i denne Stilling.
