altsaa i en ung Alder naaet, hvad der kun faldt i faa norske Adelsmænds Lod. Men hans Dage vare talte. Allerede den 25 October 1636 var hans Død bekjendt i Kjøbenhavn, og Dagen efter udnævntes Lensmanden i Nabolenet Brunla, Ove Gedde, til hans Efterfølger i Tønsberg Len[1]. Om hans Liv i de halvfjerde Aar, han levede som Lensherre, vides Intet af større Interesse.
Han blev sin Æts sidste Mand og blev aldrig gift Om dette kan have havt sin Grund i en bevaret Erindring om Margrete Stenbock, derover vilde det være ørkesløst at gruble. Vist er det kun, at heller ikke hun nogensinde blev gift. Hun døde som Jomfru 1653. Hendes ubændige Beiler Herman Wrangel var bleven gift med en anden og var død 1643.
Pros’s Bo var i den daarligste Forfatning. Hans ugifte Søstre og nogle Søsterbørn bleve skuffede i sit Haab om Arv, ja deres Stilling forværredes endog ved hans Gjeld. Men ved Kranglerierne mellem hans Arvinger skulle vi ikke opholde os[2]. Aarsagen til hans mislige Formuesomstændigheder tør vistnok søges deri, at hans Opdragelse og Carriere har været for kostbar for en ringere norsk Adelsmand, som dertil havde mange Sødskende og altsaa ikke kunde faa nogen stor Arv. Han har formodentlig ogsaa ved Reiser og som Cancellijunker og Gesandt stiftet en Gjeld, som han ikke har faaet betalt i den korte Tid, han sad som Lensherre paa Sæm. Har han muligens stræbt efter et fordelagtigt standsmæssigt Giftermaal, har hans Uformuenhed rimeligvis staaet ham i Veien.
