følgelig har der desuden været Grue eller Peis i Kjøkkenet og vel ogsaa Bryggepande og Bagerovn enten sammesteds eller i et særskilt »Bryggerhus«; men de gamle Kakkel- eller Jernovne var forholdsvis kostbart Inventar, hvoraf der anskaffedes det mindst mulige.
Romsdalens storartede Naturscenerier, der ved Sommertid trækker vældige Turiststrømme derhen i vore Dage, har ikke efterladt noget dybt Indtryk hos Sønnen Jacob Thode R., af hvis Optegnelser her enkelte Træk refereres. Desto uudsletteligere har Indtrykket fra den dystre og barske Vinter inde mellem Romsdalens Fjelde præget sig i hans Barnesind; han skriver bl. a.: »Indesluttet i vor Sne og Is, tilbragte vi derfor Vinteren stille, udelukket fra den øvrige Verden, thi Sneen var saa dyb, at man kun med Møie kunde arbeide sig igjennem den. Imellem vor Gaard og Naboens lagde der sig stundom en saadan Sne-Dynge, at man ej kunde se hinandens Huse, og jeg mindes, at der blev gravet under Sneen en Slags Tunnel forat kunne komme imellem Gaardene, da Sneen vist var sine 16–20 Fod dyb«[1]. »Veiret er i disse Egne, beretter den samme Kilde et andet Sted, »over al Beskrivelse haardt og stormende. Jeg mindes flere Gange, at min Fader kom hjem fra Søture, og at han var ganske hvid af Is eller af Vandet, som var sprøitet paa hans Kappe, og som strax var frosset til Is. Ja – jeg mindes selv, at han knappede Kappen af sig, og at den blev staaende aldeles opreist paa Gulvet, som om den var af
- ↑ Som bekjendt kan der langs vor Kyst til sine Tider falde voldsomme Snemængder, som pludselig kommer, men rigtignok ogsaa gjerne snart svinder. Paa den anden Side kjender vi vel alle til, hvilke overdrevne Begreber om Dimensioner, Afstande o. s. v. man ofte tager med i sine Barndomsminder, og hvor alle Maal maa reduceres, naar man senere i Livet faar se de samme Trakter igjen; dette fik Oberst J. T. Ræder aldrig Anledning til.
