Traad. Blev denne revet itu, fik de Prygl, – blev den det ikke, fik Synderen gaa, naar han havde siddet der en Stund«.
Hans Omgjængelighed, Velvilje og Hjælpsomhed i Forbindelse med hans sociale Stilling og Dannelse sikrede ham høi Anseelse i Egnen, saa »hans Raad blev søgt af Unge og Gamle blandt Bønderne, og i Mangel af Politi eller andre Autoriteter i Trakten var han en Skræk for Landstrygere og »Fanter«, der ikke vovede sig frem til Grænden, undtagen naar det rygtedes, at »Capteinen var bortreist«.«
Fru Ræder var det ikke saa let for Egnens Bønder at forstaa – dette gjaldt saavel hendes danske Sprog som tildels hendes fremmede Vaner. Hun samlede saaledes paa gammel Kjøbenhavnermaner Familien om »Maskinen«, hvor man kosede sig ved Eftermiddagstheen. Ræder selv satte dog ikke synderlig Pris paa denne indførte Drik. Til Maskinen trængtes imidlertid Trækul, som blev brændt ved Stranden. Dette saa Almuen paa med Forbauselse og fandt, at det var »et ødselt Paafund«. Stakkels Fru Ræder – det var sandelig ikke saa meget, hun havde kunnet tage med sig fra Livet i sit kjære Kjøbenhavn til sit nye Hjem, hvor de ensformige huslige og moderlige Pligter mere og mere optog al hendes Tid.
Efter 12–13 Aars fredelige Tilstande kom pludselig Rustningerne mod England Vaaren 1801. Baade til Kristianssand og Molde blev der beordret militære Detachementer. Detachementet i Kristianssund bestod af 60 nationale Musketerer af forskjellige Kompanier og 30 gevorbne Grenaderer under en Kapteins Kommando, medens Styrken af Moldedetachementet er ukjendt. Som Chef for dette blev Kaptein Ræder beordret, og han har forment-
