lig begyndt denne sin Tjenstgjøring i Begyndelsen af Mars 1801.
Englænderne foruroligede ikke Norges Vestkyst under de kortvarige Fiendtligheder dette Aar, og i den eneste – Rapport fra Ræder til Regimentschefen, Generalløitnant Grev Waldemar Schmettow, som kjendes fra denne Tid[1], har han saaledes intet at melde om krigerske Begivenheder, men kun om de smaa tjenstlige Bekymringer, som Forholdene medførte, og som for en saa samvittighedsfuld og omsorgsfuld Chef som Ræder kunde føles ret generende. Detachementet fik haardt Brød fra Trondhjem, men dette maatte være veiet, i det samme det kom fra Ovnen, for da det modtoges i Molde var der 8–12 ℔’s Undervægt pr. Tønde. Ved Udveiningen til Soldaterne maatte der derfor knibes paa Vægten, hvis man ikke skulde komme tilkort; men herved blev Officererne let mistænkt for Bedrageri, selv om Folkene blev underrettet om Sammenhængen. De fleste Proviantsorter var forresten udsat for Svinding, uden at dette blev taget i Betragtning ved Leveringen, saa det var en gammel Klage fra Kompanichefenes Side, at de ikke kunde give Soldaterne fuldt ud, hvad de tilkom, uden selv at komme tilkort.
I det Hele taget stod Kompanicheferne i en baade vanskelig og ubehagelig Mellemstilling i administrativ Hensende, og man tør vistnok gaa ud fra, at i en Flerhed af de Tilfælde, hvori de blev beskyldt for Uredelighed og Bestikkelighed, var de kun tjenstlige Mellemmænd ved timelig Kniberi eller endog tvilsom Sportulering fra Statens Side. Kaptein Ræder skriver saaledes 10. Januar 1802 til Regimentschefen, General Schmettow[2] om en gevorben Grenader, som har kjøbt Gaard, og som Regi-
