mentschefen derfor Aaret forud havde lovet at lade slippe Militærtjeneste, naar der blev fredelige Tider, mod at Faderen betalte 80 Rdr. til den kongelige Kasse. Schmettow sees at have paategnet Skrivelsen, at Grenaderen skal ombyttes med en national Soldat, som er »Løsgjænger«[1]. Ifald de 80 Rdr. Løsepenge virkelig er blevet opkrævet, saa er dette vistnok skeet gjennem Kompanichefen i det Distrikt, hvor Faderen boede – i dette Tilfælde gjennem Ræder. I hvilket Lys kunde han ikke derved stilles inden Kompanidistriktet. Ræder var forøvrig overordentlig ængste lig for privat at modtage Tjenester eller de paa Landet saa almindelige »Sendinger« af sine Underordnede eller af Lægdsbønderne. Ved en senere Anledning, da han har paanødet en Ørkedøl 1 Rdr. – mere vilde denne ikke tage imod – for 1 Kvarter Sild, som var leveret Fruen, siger han saaledes: »Nødig vil jeg, at dette Folk skal gjøre mig Gjengjæld for de Tjenester, jeg har bevist dem.« Men altid følte han varmt for sine Underordnede og talte deres Sag, naar Leilighed dertil bød sig.
I den foran anførte Rapport fra Molde roser han sine Folk, der opfører sig rolig og ordentlig, saa han kun en Gang har seet sig »nødsaget at arrestere og straffe en Tambour af det Eritzfiordske Compagnie, som i et Par Nætter havde sneget sig ud af Qvarteret og været paa
- ↑ Denne Regimentschefens Resolution er neppe uklanderlig. For at fylde Vakancerne ved de gevorbne Grenaderkompanier faldt der 1801 kgl. Resolution for, at der kunde udskrives (eller kommanderes) til disse Kompanier; men dette gjaldt kun de daværende »kritiske Conjunkturer« og skulde være »uden Følger for Eftertiden« (Krigskomm. Vibe til Oberstl. Hornemann 27⁄11 1801). Ombytningen med en national Soldat var saaledes neppe tilladelig i 1802. Med hvilken Hjemmel »Løsepenge« paalagdes, er mig helt ubekjendt; men Schmettow er hævet over enhver Mistanke om Uhæderlighed, der forøvrig her vilde været for grov.
