sted ud paa Vaaren, og saa maatte Skibs- eller Baadleilighed afventes for at faa »Reisepelsen« til Molde og derfra ind til Veblungsnes. Man maatte sandelig føle sig temmelig afsondret fra Verden inde i vore Fjorde og oppe i vore Dale paa slig Vis.
I November 1803 fandt Kaptein Ræder sig foranlediget til selv at drage nedover til Kjøbenhavn. Han reiste, som saa mange andre Embedsmænd før ham, til Kjøbenhavn som Sollicitant. Det militære Avancement gik langsomt, og Kapteinsgagen var utilstrækkelig for den store Familie, naar Børnene nu voksede til. Afkastningen af en Gaard kunde i den Tid vanskelig omgjøres i Kontanter, specielt naar den laa saa afsides som Nes eller Devold i Grytten. Ræder sees derfor at have bestemt sig til at søge sig over i civil Embedsstilling. Nogen passende saadan Ansættelse stod dog selvfølgelig ikke færdig for ham, og Ræder maa derfor forblive i Kjøbenhavn hele Vinteren igjennem for selv ved forefaldende Leiligheder at tale sin Sag i Kollegierne og paa høieste Sted – hos den virkelige Regent, Kronprins Frederik. Kaptein Ræder synes da ogsaa at være stillet en civil Befordring i Udsigt, da den 63-aarige Major ved 2. Trondhjemske Regiment Christian Carl Myhlenphort uventet afgaar ved Døden 24. Mars 1804, og Regimentschefen, Generalmajor Grev Schmettow indstiller Ræder til den ledigblevne Majorspost. Ræder skriver den 14. April 1804 herom til sin Hustru, idet han meddeler, at han agter at antræde Hjemreisen i Begyndelsen af Mai for at være hjemme »inden Pintse Høitidsdage«. »Jeg kommer da tilbage som Major, siden Hr. Major v. Myhlenphort har lagt sig til at døe, og jeg altsaa er af Greve von Schmettow bragt i Forslag til Bataillons Commandeur for den vacant blevne 2den Bataillon i Regimentet. Forslaget er sendt til Prinds Carl af Hessen i Slesvig og derfra sendes (det) til Generalitetet
