Trondhjem laa foreløbig langt fra Krigsskuepladsen
og helt uberørt af krigerske Begivenheder; men Spændingen
var i Begyndelsen stor, baade i civile og selvfølgelig
endnu mere i militære Kredse, da man svævede i den største
Uvished om Begivenhedernes Gang, og om hvorvidt
trønderske Tropper skulde blive beordret hjemmefra og
til det betrængte Danmarks Hjælp eller til Dækning af
det søndenfjeldske Norge mod engelsk Landgang eller
Fiendtligheder fra det vistnok endnu rolige, men ingenlunde
paalidelige Sverige.
Efterretninger fra Danmark indløb først temmelig sent og var i Regelen meget ufuldstændige. Ræder skriver saaledes til sin Hustru den 8. September – Dagen efter Kjøbenhavns Kapitulation, – at der Aftenen forud er ankommet Christiania- og Hamburgerpost, »men ingen Post eller Breve fra Sjælland, saa man er i største Uvidenhed, om hvad der foregaar i Kiøbenhavn og den Deel af Danmark, som England bekriger«. Ved denne Tid vidste selv General von Krogh neppe mere, end hvad der berettedes ham i Prins Christian Augusts Depescher fra Christiania af 1. September[1], nemlig at Kjøbenhavns Beleiring vedvarer med lige Heftighed; hidindtil er intet vunden fra Fiendens Side. Disse knappe Efterretninger har vel Generalen omtrent uafkortet meddelt sine Underordnede; ihvertfald skriver Ræder: Vi har faaet Ordre til at være marschfærdige, da ikke kan vides, hvad Ordre kan indløbe, og General v. Krogh vil, vi skal være beredte paa alt. Ræder »tror dog ikke, det kommer til Udmarsch, hvis ikke Svensken slaar sig løs, og han maa vel have nok med Krigen med Frankrige. Berolige Dig med, fortsetter han, »at saalænge Kuske og Trosheste ikke udtages og leveres os, bliver der ingen Udmarsch. Fæst ikke Tro
- ↑ Se Norske Samlinger II, S. 342–349.
