ikke tage megen Eqvipage med; altsaa kun faae Sengeklæder, men min Feltsæng maae jeg have hidsendt for at blive istandsadt«, fortsætter han.
Bliver det til Alvor med Afmarschen, kommer han enten en kort Tur hjem for at tage Afsked, eller Hustruen maa møde ham under Marschen ved Melhus eller nærmere Hjemmet – efter Omstændighederne. Brevet slutter saaledes: »For alting bædste Kone! lad denne min Beretning ikke bringe Dig af Din Fatning, men vær kiæk, og lad (ei) Din Ømhed og Kiærlighed for mig, overgaae til ængstelig Bekymring og Frygt for mig. Hav det Haab: at Gud, inden kort Tid vil igien samle os med Glæde. Det eeniste, som skulde giøre min Afrejse bitter, var og det at see Dig overgivet til smærtelige Forestillinger om min tilkommende Tilstand. Gud er med mig overalt, og frimodig følger jeg mit Kald.«
Af et Brev, dateret 26. September, sees der at være ankommet Kjøbenhavnerpost, idet der medsendes et Brev fra Sønnen Nicolai Ditlef samt en Fortegnelse over de under Kjøbenhavns Bombardement afbrændte Gaarde og Huse, men om Afmarschen nævnes nu ikke et Ord, saa derom har Majoren neppe faaet vide mere end før – og hvorfor da bringe den for Hustruen lidet lystelige Affære paa Tapetet igjen?
1. Oktober kan han imidlertid berolige Hjemmet med, at de »Militære ere ikke nu meere udsadte for hastig Marsch-Ordre, da de Heste og Kudske, der bleve os leverede og ikke have over 4re à 5 Miile hertil, ere sendte hiem igien; men naar det paafordres maae de strax indfinde sig her i Trondhiem«. Han beder sin Hustru være ganske rolig og forvisset om, at hun skal faa Sandheden at vide fra ham, men løse Rygter om »Udmarsch og andre usikkre Ubehageligheder« vil han ikke bedrøve hende med. »Vel troer jeg, at Freden ikke saa hastig kan til-
