vejebringes, og at vi derfor maae være parat, til hvad som paabydes at udføre; men neppe troer jeg, at vi i Høst kommer til at marschere; thi der ere mange Omstændigheder, som forhindrer samme, og hvoriblandt i Særdeleshed er denne: at Søndenfields har og i Aar Høet slaaet meget fejl, og Levnets Midlerne ere der endnu dyrere end her, saa at, af den Aarsage er giort Forestilling imod vor Marsch Søndenfields.«
En Uge senere – 8. Oktober – lyder Udsigterne til foreløbig at undgaa Afmarsch til Sørlandet endnu gunstigere, da 30 Mand pr. Musketerdivision – »af dem, som har mest Forfald – nu er tilladt hjemsendt. Grenaderer og Skarpskyttere maa vistnok fremdeles forblive i Garnisonen, men Udkommando vil de sandsynligvis ikke blive udsat for under disse Omstændigheder, og det ser Ræder jo ogsaa selv helst, skjønt det kunde være godt at faa Feltgagen«. Al Tale om Afmarsch sydover forstummede endelig helt, da Generalkommandoen i Trondhjem den 14. Oktober beordrede Hjemsendelsen til Lægderne af Musketerbataljonerne fra 23. Oktober at regne og indtil Udgangen af Mars Maaned, da de atter skulde være i Garnisonen, ifald der til den Tid ikke var afsluttet Fred. Samtidig beordredes ogsaa Grenaderbataljonernes resterende Kuske og Trosheste hjemsendte, medens derimod Grenadererne selv skulde forblive i Garnisonen Vinteren over. Om Ræder saaledes ikke kan komme hjem, er han dog »glad ved den Held at være Dig (ɔ: Hustruen) saa nær, at vi dog undertiden kan komme til hverandre og stedse give hverandre Underretning om vores Tilstand«.
Postgangen mellem Norge og Danmark forblev yderst ujevn og usikker, særlig da Forsendelsen gjennem Sverige blev stanset i Begyndelsen af Oktober; – som det hed som Repressalier, fordi »svensk Post et Par Gange skal
