være stanset i Danmark«[1]. Ræder skriver 8. Oktober, at »Postmester Alstrup[2] i Trondhjem har faaet Ordre fra Postamtet i Rendsborg, hvor nu ogsaa Kongen er, indtil videre ikke at modtage Breve til Kjøbenhavn og de danske Øer, saa det er umuligt at faa Breve til Børn og Venner i Kjøbenhavn«. Først over en Maaned senere, den 11. November, beretter han om Englændernes Rømning af Sjælland, hvorefter det endelig kan være Haab om Postens sikkre Gang til Kjøbenhavn, og Ræder derfor til skrive til sine Børn, Hustruens Søster og »flere Venner« i Kjøbenhavn.
Svigersønnen, Skipper Kortzen fra Kristianssund var ude med sit Skib, da Krigen brød ud, og Familien svævede længe i Uvished om hans Skjæbne; men nu er der da endelig kommet Meddelelse om, at han er – uantastet af engelske Kapere – »lykkelig ankommen til Barcelona; men der maa han vist blive liggende en god Tid, maaske til vi faar Fred med England«, mener Ræder.
Selv efterat Englænderne havde forladt de danske Farvande i Oktober, var dog Forbindelsen med Danmark og Udlandet usikker nok. Gjennem Sverige kunde der fremdeles ikke sendes Post, og Forbindelsen mellem Fladstrand og Norge var baade sen og ved Vintertid usikker. Det er saaledes fremdeles mest gamle Kjøbenhavnernyheder, som Ræder kan fortælle. Portoen er ogsaa uforskammet høi. Majoren er saaledes forarget over engang at have maattet betale 26 ß »i Postpenge« for et Brev fra sin Svigerinde i Kjøbenhavn, omendskjønt det ikke er 2 ß værd«.
Hvad Livet i Garnisonen angik, saa var dette ens-
