Ræder siger videre i sit Brev, at han er frisk og rask.
»Omendskiønt det maaske kan blive noget kostbart for
mig paa dette Stæd, hvor alting er saa overmaade prægtigt
og galant, saa er jeg dog meget fornøjet med at være
her, hvor jeg lever i selskabelig Omgang med vor Brigade
Commandeur: Herr Oberste og Kammerherre Staffelt;
med den værdige og brave Mand: Herr Major von Stabel,
med Generalqvarteermæster von Juul og fleere til
Staben hørende Officeerer, af hvem jeg og i mange vigtige
Ting saa let kan hendte Efterretninger og i en Hast bliver
underrettet om alt, hvad som forefalder. Jeg har det
altsaa, efter som Omstændighederne nu ere, saa beqvemt
og godt som muelig, og maae Du derfor, gode Kone! ikke
plage Dit ømme Sind med ængstelige Forestillinger om
min Tilstand. Det være saavel Dig som mig beroeligende,
at jeg gaaer i mit Kald, og at Gud derfor, saavel herefter
som hidindtil, vil være med mig.«
Fru Ræder var selvfølgelig ikke den eneste »Græsenke« i Ørkedalen. Datteren Madame Ane Kortzen, hvis Mand, som vi hørte, var kommet med sit Skib til Barcelona, havde nu reist hjem til Moderen en Tid, for at de kan være hinanden til gjensidig »Opmuntring og behagelig Omgang«.
Desuden boede jo Kaptein A. Knoffs Frue i Nærheden, og Ræder skriver til sin Hustru, at det glæder ham, at hun »har været hos Frue Knoff og trøstet hende. Hils hende fra mig, og sig hende, at hendes Mand stod sig ret kiæk ved Angrebet paa Svensken den 13de April«.
»Vi har endnu her temmelig stærk Vinter; thi uagtet Solen skinner meget varmt om Dagen, saa er Natten dog saa kold, da Himlen er klar, og en kold Norden Vind blæser, at der fryser stærk Iis paa Vandene. Dette foraarsager og, at Svensken saa let over Iisen kan gaae over
