Kamppladsen, før alt var forbi. »Nie hatte ich gedacht, dasz ich Jahren nicht erhalten sollte, da alles so geheim angeordnet war,« siger Obersten i en Rapport af 19. Mai; men han skylder paa Flommen og de slette Veie, der ikke tillod Fremsendelse af Kanoner. Til at tage Forskansningerne med Bajonetten trænges Folk, som har erfaret, at man ikke har saameget at frygte, naar man gaar lige paa, som naar man kaster sig ned foran Skansen og overlader sine ligesindede Kammerater Æren af at bestige den Staffeldts Dom over Tropperne er i det Hele meget haard og vistnok uretfærdig. Normændene kjæmpede – som det synes – mod mindst lige Styrke, og Fienden havde Støtte i sterke Befæstninger. >Saa længe vi havde Fienden paa frit Mark, maatte han retirere, siger Kaptein Jürgensen, der af Staffeldt selv faar Attest for ikke at overdrive.
Man faar snarere Indtryk af, at der kan bebreides Staffeldt, at han har sat for smaa Kræfter ind paa Angrebet, og at han ikke itide har været opmerksom paa de Vanskeligheder, som Flommen beredte Foretagendet, end at det var selve Udførelsen, som var mangelfuld. I sa Fald tager det sig ilde ud, at han søger at dække egne Fei bag Udfald mod sin Underordnede som nedenstaaende[1]:
»Hätte ich taugliche Officiers, hätte ich Truppen, die zu gebrauchen, wahrlich ich würde vieles leisten können, aber leider! Der Major Ræder, Kapitän Jürgensen und einige andre sind gut, aber die Leute gehorchen nicht. Was ist denn zu thun? Ehre und Reputation kann man verlehren (!). Kein Parthey-Gänger Streich kann und darf man wagen. Sie kennen dergleichen kaum von Namen, viel weniger aus Büchern. Es ist traurig. Gott schencke uns Friede und Adieu alle Nationale!!!«
Oberst v. Staffeldt var vistnok en meget dygtig Chef, og der er ikke Grund til at betvile hans personlige Mod;
- ↑ Til Christian August af 21⁄5 1808.
