men Forholdene medførte, at han hverken ved Trangen eller paa Jaren personlig var tilstede under Kampen, og da er neppe den Slags Udtalelser tilladelige.
Efterat Leirdalske Kompanis heldige Affære ved Jerpset 25. Mai atter har bragt Obersten i bedre Humør, skriver han den 26. til Prinsen: »Diese Kompagnie habe ich meine Meinung gesagt. Sie hat sich gebessert und Wort gehalten; die andern werden es auch thun. Desfals bitte ich unterthänigst Ew. Hochfürstlichen Durchlaucht wollen die Gnade haben diese Sachen zu ignoriren.«
Brigadechefen omtaler saaledes gjentagende Affæren den 18. Mai, som om de deri deltagende Tropper alvorlig havde forgaaet sig, endskjønt den rette Sammenhæng i Virkeligheden var, at de paa en meget hæderlig Maade havde udholdt en langvarig og ulige Kamp, hvorunder – som Staffelt i en af sine Rapporter[1] selv udtaler – »wir sind nicht geschlagen, nicht verfolgt, sondern in der besten Ordnung in unser vorigen (!) Cantonnement zurück gegangen«.
Kampen den 18. Mai, hvorunder Tabet paa norsk Side var 3 saarede Officerer, 7 døde. og 27 saarede (heraf 4 fangne) af Underklasserne, blev forøvrig ikke helt resultatløs, da Svenskerne senere ikke mere viste sig paa Digerud, Holt og Skansgaarden, hvorfra de under Kampen var fordrevne, men fandt sig beføiet til at koncentrere sig og indskrænke sin Patruljering. At Svenskerne jevnede Pladsen Mobæk med Jorden og Natten til 22. Mai afbrændte Broen ved Nor, var vistnok ogsaa et Vidnesbyrd om, at de frygtede for Gjentagelse af Angrebet. Leirdølernes Overfald paa Jerpset den 25. Mai modnede dog først Svenskernes Beslutning om at gaa tilbage fra Lier; men den var vistnok forberedt ved Overfaldet paa Jaren den 18. Mai.
- ↑ Til Prinsen af 19. Mai 1808.
