vere Gaarden dertil. Vor Datter kan vel ikke giøre Indvendning imod Bruget af hendes Huus til Lasaret for de Syge; men hun kan paastaae den Betaling, som billig og ret kan være. Det kan ikke frygtes for, at Sygdomme vil komme ind i Huset, thi det kan siden udluftes og renses, saa ingen Smitte finder Stæd.«
Om Forholdene ved Kongsvinger og Aarveien siger han: »Vi have nu temmelig surt Vejr med Regn. Kornet er her overalt modent; men det er meget tyndt paa Ageren.« Videre berettes, at Ræder selv »som sædvanlig er frisk og rask og endnu er indqvarteret her paa Gaarden Kierstad, hvor jeg har en liden Bondestue til fælles med Herr Oberstljeutenant von Müller af det 1ste Aggershusiske Regiment, som og commanderer en Bataillon af de Tropper, her ere samlede. Vore Folk ligge i Hytter paa Sletten ved Gaarden Matrand og have det der nu ikke godt, da Vejret begynder at blive ubehageligt, fugtigt og koldt om Natten.«
Høsten begyndte altsaa nu at melde sig og gjøre Livet i Leiren og endmere Forposttjenesten ubehagelig og slilsom. Hertil bidrog da ogsaa, at Svenskerne i den følgende Tid hyppigere foruroligede vore Forpostlinjer og foraarsagede Alarmering af Tropperne.
I tyk Taage blev Løitnant von Krogh[1] af Grübelings Bergenhusiske Bataljon, som stod paa Feltvagt ved Magnor, angrebet i Dagbrækningen 2. September. Han forsvarede sig tappert og vilde støtte Feltvagten ved Vilsberg, men blev omringet i Taagen og taget tilfange med en stor Del af sit Mandskab[2]. Den næste Morgen Kl. 3 rykkede Fienden frem mod Major Arntzen, der stod ved
