d’étre persuadé, que je chercherai toute occasion de servir ces braves militaires et de leur donner des preuves de mon estime et de ma reconnaissance. C’est avec la consideration et l’estime le plus distingué que jai l’honneur d’être etc. etc.«
For saavel Ven som Fiende blev nu Forposttjenesten stedse mere opslidende og sundhedsnedbrydende, og man længes paa begge Sider efter at kunne gaa i Vinterkvarter.
9. Oktober ankom en svensk Parlamentær til Generalmajor v. Staffeldt med Forslag om Vaabenstilstand. Efter Prins Christian Augusts Ordre blev der gjennem Staffeldt den 13. Oktober givet et imødekommende Svar, men der skulde endnu hengaa 6 lange Uger, før der den 22. November afsluttedes en foreløbig Vaabenhvile. Staffeldt fremholder imidlertid gjentagende, at det er nødvendig af Hensyn til Aarstiden og den tiltagende Sygelighed, at hans Brigade snarest forlægges i Hytteleiren ved Lier og lettes i sin Forposttjeneste. Forinden Prinsens Tilladelse hertil indløber, bliver endnu engang hele Bevogtningslinjen allarmeret af Svenskerne.
Den 19. Oktober om Aftenen meldte en Speider, at Fienden var i Anmarsch. Alle Forposter blev varslet og stod under Gevær om Natten. Først ved Middagstid den næste Dag meldte Bevogtningen paa begge Fløie over legen fiendtlig Fremtrængen med Infanteri, Kavaleri og Jægere; endnu noget senere kom samme Melding fra Magnor. Forposterne blev beordret at trække sig tilbage i sikker Stilling – om fornødent helt til Brigadens Hovedstyrke ved Matrand.
Paa Vestmarken, hvor Hofske Skiløberkompani under Major Arntzen styd yderst paa høire Fløi ved Brustad
