| Hvad Du var – Din Id at gavne | Saa Du Kummers Taare rinde, |
| ved Din Bortgang tungt vi savne, | kjærlig lod Du den forsvinde, |
| kjær for Kongen, for Dit Land, | stansede den Ædles Nød, |
| Dydens Ven og oplyst Mand! | delte ømt med ham Dit Brød. |
| Stedse vil Din Idræt signes, | Hastig glemmes Krigens Ære, |
| ak! men sjelden efterlignes. | evig Hjertets Ros skal være! |
| Ei Du agtet Dødens Fare, | Venner, Børn og trofast Mage |
| modig Du Din Trønderskare | endnu har det Haab tilbage: |
| fører gjennem Ild og Damp | Samles skal vi der igjen, |
| for Dit Fødeland i Kamp. | hvor Du gik for tidlig hen. |
| Hen til Seier Du den leder | Nattens Mulm for Lyset viger, |
| Frederik lønner Dig med Hæder. | og af Døden Liv opstiger. |
Graven lukkes – qvægsom Hvile
efter daadfuldt Liv Dig smile!
»Var ei denne tapre værd
Heltens Død i Ledingfærd?«
Dine Vaabenbrødre spørge,
gaar fra Graven hjem og sørge.
Det turde her være Plads for et Uddrag af det Billede, Sønnen Jacob Thode R. i sine Optegnelser har skizzeret af sin Fader i hans senere Aar:
»Fader var høi af Væxt – – – temmelig mager, blaa Øine og mørkt Haar, som i hans Alder, som naturligt, graanet. Det øverste af Panden var skaldet – – – – Venlig og mild, godgjørende og deltagende, dannet, munter, ædel og redelig – – – –. I sit Hjem var han den godmodige, huslige Mand og Ægtefælle. Han sagde os Børn sjælden noget ubehageligt eller haardt, og dog havde vi en saadan Respekt for ham, at vi aldrig tillod os den ringeste Uærlighed eller Kiv og Klammeri i hans Nærværelse – – – –. Dernæst var han sparsom, tarvelig og økonomisk i enhver Henseende. Han røg ej Tobak, drak ej Kaffe, ej The, ej Brændevin, hvorimod koldt Vand, Havresuppe eller Melk var hans kjæreste
