og 17 usikre[1]. Dominikanerklostret i Åbo var viet til Olav[2] og endnu i det 19. aarh. har Olsok været feiret som helligdag i Finland[3]. Ved slutningen av det 13. aarh. gir paven avlad til dem, som besøker Åbo domkirke paa de store, fælleskirkelige festdage, paa den hellige Henriks, Finlands skytspatrons, eller paa Olavs dag[4]. Og veien fra Olavs helligdom i Nidaros til Åbo kan vi klart følge: over Jemtland til Ångermanland og Helsingland, som i det 14. aarh. utredet en fast Olavsskat til Nidaros erkestol[5], og derfra over Åland til den svenske bygd i det sydøstlige Finland; Åland maa i en ganske særlig grad ha været Olavs land, da dets segl (fra det 14. aarh.) bærer hans billede og omskriften: S . Terre . Alandie . et S . Olavi . regis[6]. Og fra Finland gik Olavsdyrkelsen videre til Novgorod, hvor den efter vidnesbyrd av Åbobispen Magnus (Stjernkors) endnu holdt sig saa sent som i 1493[7]. Fra
slutningen av det 13. aarh. ser Fett i en finsk Olavs-
- ↑ Med den sterke sammenblanding baade av de to helgeners attributer og deres legender er en slik usikkerhet let forklarlig og betegnende nok; den yngre helgen Erik har laant en række træk fra sin ældre, mere berømte kollega. – Karakteristisk er det, at ved siden av Erik og Olav har den danske helgenkonge Knut bare et eneste billede i finske kirker. Meinander, anf. skr. 8. 62–74, 153–57.
- ↑ Styffe, Skandinavien under unionstiden. S. 310.
- ↑ Rühs, Finland och dess invånare (cit. av Meinander, anf. skr.).
- ↑ Registrum ecclesiæ Aboensis, utg. Reinh. Hausen. Helsingfors 1890. 8. 12. – Først 100 aar senere, 1396, finder vi en tilsvarende avlad for Eriksdagen (sstds. S. 209 f.).
- ↑ Daae, Norges helgener. S. 48 f.
- ↑ Styffe, anf. skr. S. 308.
- ↑ Dipl. Norv. XVIII 125. Sammesteds taler biskop Magnus om de talrige kirker i Åbo stift, som er bygget og viet in honore et sub vocabulo ipsius (ɔ: Olavs), og ber erkebiskop Gaute av Nidaros om nogen relikvier av Olavs legeme i bytte mot Henriksrelikvier.
