statue fra Rusko kirke tydelig paavirkning av samtidige norske motiver; derimot later det ikke til, at noget finsk Olavsbillede er gjort i Norge, de er enten av indenlandsk eller gotlandsk oprindelse.
Ved siden av denne tydelige paavirkning fra Norge til Finland i helgendyrkelsen har vi ogsaa fra den senere middelalder en del spor av personlig forbindelse mellem de to lands kirker og et enkelt forsøk paa at efterligne norske kirkelige institutioner i Finland. I 1353 faar den svenske eller finske klerk Johannes Rotgeri løfte paa et kanonikat med præbende ved Hamar domkirke, uagtet ha paa forhaand hadde faat Hattala sognekald i Finland og vi et par aar senere ser ham som kannik i Åbo[1]. Sognepresten i Jumala i Åbo stift, Stigandus Stephani, kannik i Strengnes, blir i 1360 archipresbyter i Oslo mot at avstaa sit sognekald til den svenske prest Johannes Rudolphi[2]. I den norske kirke forekommer archipresbyteratet – der som selvstændig domkapitels-prælatur overhodet er meget sjeldent – bare i Nidaros og Oslo. I Nidaros nævnes en archipresbyter bare et par ganger ved mitten av det 15. aarh.[3], uten at man nærmere kan se hvad stillingen egentlig var for noget. I Oslo derimot forekommer erkepresten meget hyppig og altid som den første blandt kannikerne: nogen prepositus, archidiakon, dekan eller anden prælat har dette kapitel neppe hat, foruten erkepresten bare en kantor. Naar det da mot slutningen av det 15. aarh. i Åbo blir oprettet et slikt archipresbyterat – som ikke fandtes i noget svensk stift – ligger det nær at tænke paa norsk paavirkning, selv om i Åbo erkepresten ikke
