blev kapitlets forstander, men kun den fjerde og siste av dets prælater[1].
Endnu et eksempel foruten de ovenfor nævnte har vi paa, at en finsk geistlig forsøker gjennem kurien at skaffe sig et fett embede i den norske kirke. Det er den Magnus Nicolai, in artibus magister, presbyter Aboensis diocesis, som i 1465 søker om at bli archidiakon i Nidaros efter Ingvald Jonssøn, som vil træ ind i Elgeseter augustinerkloster[2]. Og endelig har vi i en interessant brevveksling fra 1493 mellem Åbo bisp og kapitel og Nidaros bisp og kapitel et siste utslag av den middelalderske forbindelse mellem den finske og den norske kirke[3]. Den overordentlig dygtige og driftige biskop Magnus (Stjernkors) av Åbo og hans kapitel ønsket nemlig at indstifte et mensa communis (»refectorium« og »præstacommune« kaldes det ogsaa), et fælles bord for kannikerne og vel ogsaa for de andre prester i Åbo by. I den anledning lot han da under 1. juli 1493 avgaa to brev til Nidaros erkebisp og kapitel for at faa avskrifter av de dokumenter, som laa til grund for kommunitetet der og i andre norske stiftssteder, da den norske kirke gjaldt for i denne henseende at utmerke sig fremfor de øvrige nordiske kirker[4], saa
- ↑ Lundqvist, Bidrag til kännedomen om de svenska domkapitlen under medeltiden. Sthm. 1897. S. 49 f.
- ↑ A. Bugges indledn. til utg. av Kalteisens Kopibok. S. XIX.
- ↑ D. N. XVIII 124–126, 129–131.
- ↑ Mensa communis i Nidaros var alt stiftet av erkebiskop Sørle i 1252 (D. N. II 9), idet han dertil gav tomt til en bygning og bispetienden av 4 kirker i byen og stiftet; alt paa forhaand hadde forresten Nidaros kapitel, foruten de enkelte kannikers præbender og andre indtægter, sin fælles eiendom og derav flytende indkomster, »commune«. Fællesbordet gav adskillig anledning til at øke communet, idet ran der kunde opta i provent, til forsørgelse, ogsaa utenforstaaende, endog lægfolk, mot klækkelig vederlag, helst i jordegods (Daae, En krønike om erkeb. i Nid. S. 84 f).
