at alt hans forgjængere har tænkt paa at efterligne den deri. Særlig ønsker han at vite, hvilke forpligtelser det paaligger bispen til at møte ved fællesbordet og hvad ha bør betale derfor for sig selv og sine ledsagere. To dage senere ber han erkebispen av Upsala, som han ofte har snakket med om denne sak, om pas for sit bud og om at han vil anbefale saken til erkebispen i Nidaros. Alt den 24. nov. samme aar sendte Nidaros kapitel sit svar med de ønskede avskrifter (som desværre er tapt) og den 29. svarer erkebiskoppen. Han fraraader at indrette mens communis for hele byens presteskap; i Norge har man det bare for domkapitlet og de som dette særlig maatte opta (proventfolk). Dog findes der i Oslo foruten domkirkens fællesbord ogsaa et mensa communis for kannikerne ved det kongelige kapel Mariakirken. Men dette avviker fra domkirkernes ved det ringe antal deltagere, idet der bare er 6 kanniker og likesaa mange vikarer og bare en prælat, provsten, som tillike er rikets kansler; de 6 kanniker forestaar efter tur et aar ad gangen bordets bestyrelse. – Hvorledes dette biskop Magnus’s fællesbord virkelig blev indrettet og hvorlænge det bestod, vet vi ikke videre om. Men at det kom istand er sikkert nok: det omtales i aarene 1508 og 9, da Johan Dyrhake, prebendatus i Åbo, gir sig i provent der for en gaardpart paa 160 (eller 140) marks værdi[1].
- ↑ Registrum ecclesiæ Aboensis. S. 558 f.
