reise i 1029[1]; om denne antar Storm i sin oversættelse av Snorre, at den foregik forat Sigvat kunde avløses; dette maatte da nærmest støtte sig til skaldens strofe i Magnus den godes saga, kap. 9, hvor det heter:
Vatnœrin hefi ek vitni,
vask til Rúms i háska[2].
Mest bekjendt er vel fortællingen om Sverres mor Gunhild, som for til Rom og skriftet for en prest, at hendes søn var kongssøn, uten at han selv visste om det. Saken blev forelagt for paven, som paala hende »som bod« (í skript) at aapenbare sin søn sandheten. At historien i sig selv er litet paalidelig[3], gjør i denne forbindelse intet til saken; hvad der interesserer os, er, at skikken ved aar 1200 var almindelig kjendt i Norge. – Fra det 13. aarh. har vi en hel række eksempler, særlig fra Sturlunga saga.
Innocens II statuerte i bullen »Si quis suadente« av 1131 (gjentat af Laterankoncilet i 1139), at fra den ekskommunikation, som skyldes vold mot geistlige, skulde der bare kunne gis absolution av paven selv eller den, hvem han specielt hadde befuldmægtiget dertil[4]. Og fra
- ↑ Einar Tambarskjælvers reise i 1024 har vel neppe noget med bod at gjøre, og Tore Hunds efter Olav den helliges død gik til Jorsal – om da denne historie er at stole paa.
- ↑ Jfr. uttryk som: háski við guð, og: í lífs háska (ɔ: in articulo mortis); – Hertzberg i N. g. L. V.
- ↑ Daae, i Hist. Tidsskr. 4 R. III. S. 6 ff.
- ↑ I 1173 bestemmes dette for Island, men i meget indskrænket form (Dipl. Isl. I 38, 40); selvfølgelig har de samme bestemmelser gjældt for hele den norske kirke. Senere ser vi imidlertid gjentagne ganger, at paven har befuldmægtiget den norske erkebiskop til selv at foreta avløsningen fra det paa denne maate paadragne ban, naar forseelsen da ikke er altfor grov, saaledes ved 1190, 1221, 1253, 1292 (D. N. XVII 7; VI 14, 26, 61).
