ingen poenitentiarius de Dacia fandtes ved kurien, har vi igjen et eksempel paa, at poenitentiarius maior henvender sig direkte til en prælat i den norske kirke. Det er kardinal-presbyteren Franciscus (Carbonus; kard. 1885–1405), som i aar 1400 skriver til biskop Olav av Stavanger eller hans vicarius og paalægger ham at frita Torgils Andressøn, prest i Stavanger stift, fra alt ansvar for et manddrab, han har begaat i nødverge; saken fremstilles utførlig efter Torgils’s forklaring, og hvis denne viser sig at være rigtig, bør han være fri[1].
Gjennem pønitentiarien er ogsaa den række dispensationer i ægteskapssaker ekspederet, som vi ser, kurien i slutningen av det 15. og begyndelsen av det 16. aarh. har meddelt[2]; naar alle de bevarede brev herom er rettet til islændinger, skyldes det sikkert kun den omstændighet, at vi overhodet har saa forholdsvis mange flere islandske privatdiplomer end norske.
Den første gang en særlig poenitentiarius omtales i Nidaros kirkeprovins, er i erkebiskop Jon Raudes tid (1268–82). Nidaroskanniken Jon Nikulassøn Birkebein erklærer nemlig i et vidnesbyrd av 20. febr. 1293[3], optat i anledning av striden mellem erkebiskop Jørund og hans kapitel, at i Jons tid utnævntes erkestolens embedsmænd, deriblandt ogsaa poenitentiarius, av erkebispen med kapitlets samtykke. Dette har Jørund ikke villet indhente, men utnævnte paa, egen haand Laurentius Kalvsson til poenitentiarius og thesaurarius[4]. Poenitentiarstillingen næv-
- ↑ D. N. IV 709.
- ↑ Dipl. Isl. VI 101, 159, 231; D. N. XVII 1203.
- ↑ D. N. III 32. – De to lignende vidnesbyrd fra efter 120 (branden i Nidaros dette aar omtales) (D. N. III 34, 35) lar sig desværre ikke nøiagtig datere og kan derfor ikke bruk til at fastslaa rækkefølgen av begivenheterne i denne strid.
- ↑ Laurentius saga, kap. 13 (Bisk. sog. I S. 802, 806). Sagaen synes at sætte denne begivenhet til 1292; men dens kronologi
