noget om, enten kapitlets samtykke har været indhentet ved utnævnelsen eller ikke.
For bispesæterne utenfor erkestaden er pønitentiarstillingen oprettet ved provinsialkoncilet i Oslo 6. juli 1306[1]. I dettes statut, som er vedtat av alle de norske biskopper, samt av Erlend av Færøerne, heter det nemlig, at da biskopperne som sjælens læger har at sørge for sine undergivnes aandelige helbred, saa har de bestemt, at der ved hver katedralkirke skal ansættes en kyndig, skikket og paalidelig prest, som paa et bestemt sted og til passende tider kan være til tjeneste i kirken selv for dem, som ønsker at skrifte for ham. Denne bestemmelse gjentas av erkebiskop Paal i hans hyrdebrev, som almindelig sættes til tiden 1336–1346[2].
Imidlertid later det ikke til, at denne særskilte pønitentiarius ved bispesæterne har været en regelmæssig embedsmand. I norske diplomer har jeg aldrig set ham nævnt, og i islandske bare en gang; det er en broder Bjørn Jønsson, som indehar denne stilling i Hólar 1431[3] Og i biskop Godsvin av Skaalholts synodalstatut av 24. juni 1439[4] fastsættes paa nyt, at der i bispedømmet skal ansættes saa mange pønitentiarier, som synes nødvendige for at løse fra de synder, som har været biskoppen forbeholdt.
Naar man gjennemgaaende har kunnet klare sig uten
- ↑ N. g. L. III S. 243 fl. D. N. VII 36.
- ↑ N. g. L. III S. 284–94. Det indledes med et kort avsnit »om den kristelige tro: først de tre artikler, og saa fortsættes der: »Vi har ogsaa at tro, at vore synder tilgis os i daaben og likesaa de, vi gjør siden, om vi angrer, skrifter og bøter, efter det, som lærde mænd viser os, de, som dertil er sat og har magt av den hellige kirke.«
- ↑ Dipl. Isl. IV 497.
- ↑ Dipl. Isl. IV 627.
