pønitentiarius ved bispesæterne, er grunden uten tvil den, at hans arbeide som regel har været utført av biskoppens almindelige stedfortræder, officialen. Uttrykkelig bevidnet er dette ved et brev av 17. sept. 1440, hvor biskop Godsvin av Skaalholt, ombudsmand for Hólar bispedømme, utnævner presten Jon Paalssøn til official i Hólar, med ret til at avløse læg og lærd og sætte dem »penitencias competentes«[1]. Desuten ved en hel række domsavsigelser, hvor officialen optrær som den, der har ret til at sætte skript for klerikere.
Hvorvidt der i klostrene regelmæssig har været ansat særskilte skriftefædre, poenitentiarii eller confessores, kan være tvilsomt. Lange mener[2], at det kun har været tilfældet, hvor abbedens likegyldighet har gjort det nødvendig. I saa fald har skriftefaderen vel været utnævnt av klostrets foresatte – enten, for de eksimerede klostres vedkommende, provinsens eller hele ordenens leder, eller diocesanbiskoppen. Dette siste har været tilfældet i det eneste os bekjendte eksempel, nemlig da biskop Erik av Stavanger (1322–42) opnævnte en pønitentiar i Utstein augustinerkloster for at holde styr paa den uregjerlige abbed Erik. I nonneklostrene har vel i almindelighet prioren fungeret som skriftefader. Og hvad endelig birgittinerklostrene angaar, staar de for saavidt i en særstilling, som deres prior bærer titelen confessor generalis; ogsaa denne embedsmand vælges vistnok av klosterkonventet, men maa ha biskoppens stadfæstelse og tillatelse til at bore skrifte og paalægge bod, som det fremgaar av et brev fra Olav av Bergen av 19. sept. 1440[3]. – De 4
