verker, altsaa lægebøkerne, kan ikke betegnes som videnskabelig-medicinske verker, hvorimot den ovennævnte Leonard Fuchs’s arbeide maa henregnes til denne sidste slags. Det er just denne omstændighet, som gir hin oplysning hos Jens Nilssøn en speciel interesse for kjendskapet til lægevidenskabens vilkaar i Norge i det 16de aarhundrede[1].
For Absalon Pederssøns vedkommende foreligger der vistnok intetsteds saadanne direkte efterretninger om hans kundskaper i lægevidenskaben, som for biskop Jens Nilssøns vedkommende er tilfældet. Men paa den anden side kan vi av flere omstændigheter slutte os til et lignende forhold ogsaa, hvad den førstnævnte angaar. Han var en mand, der hadde studert baade længe og grundig ved utenlandske universiteter, saaledes ved Kjøbenhavns i aarene 1544–49 og i Wittenberg 1549–52. Universitetet i den sidste by, der var oprettet i 1502, og som har spillet saa stor rolle i Reformationens historie, tællet ogsaa ved midten av 16de aarhundrede medicinske professorer, hvoriblandt kan nævnes én ved navn Caspar Peucer[2], der var en tilhænger av den berømte Paracelsus. Der er da al sandsynlighet for, at Absalon Pederssøn under sit ophold i Wittenberg har benyttet anledningen til at skaffe sig endel medicinsk kundskap, noget, som sandsynliggjøres ved de talrige hentydninger til sygdomsforhold o. a. i hans dagbok.
Om Peder Claussøn derimot vet vi, at han aldrig i sit liv var uten for Norges grænser. Han hadde ikke studert ved noget universitet, og det synes forøvrig i det
