hele, som om han ikke har næret den utprægede interesse for lægekunsten, som de to andre av hans samtidige utvilsomt har eiet.
Det er nu hensigten i det følgende med disse tre omtalte forfattere som hovedkilder at omtale enkelte spredte forhold av medicinsk natur, som vi netop ad denne vei kan faa kundskap om. Dengang som overhodet i den ældre sygdomshistorie spillet de store farsoter, epidemierne, hovedrollen, mens »nutidssygdomme« som tuberkulosen og kræften traadte fuldstændig i bakgrunden. Ikke saa at forstaa, at disse sidstnævnte sygdomme ikke eksisteret i det hele tat. Tvertom, vi vet med vishet, at de ogsaa fandtes i gamle dage. Men deres betydning var langt ringere end i nutiden. Der foregaar nemlig bevægelser eller strømændringer ogsaa i sygdommenes historiske optræden, saaledes at man til en viss grad kan si, at enhver historisk periode har sit særegne sygdomspræg. Forklaringen herav ligger i en kort sum væsentlig deri, at medicinens, især hygienens fremskridt i første række bidrar til at omskape betingelserne for sygdommenes optræden. De virker først og fremst forebyggende. Og i vor tid er det netop de store epidemier, pest, kolera, kopper o.s.v., som med held er bekjæmpet, saa at de mere og mere trænges tilbake fra Europa og de av europæisk kultur beherskede fremmede verdensdele. Men i middelalderen og længe derefter kan man neppe engang tale om en eksisterende folkehygiene som nu. Dette er i hvert fald én blandt flere aarsaker til det ovenfor omtalte forhold.
Der er i det følgende særlig tat hensyn til de epidemisk optrædende sygdomme og deres forekomst i Norge i 16de aarhundrede. For fuldstændighets skyld skal derefter ogsaa enkelte sygdomme av anden slags kortelig berøres, om end de førstnævnte i enhver henseende frembyr større interesse baade fra almindelig historisk og
