imidlertid dels den smitsomme flektyfus, dels det syfilitiske utslet, uagtet ordet i og for sig intet videre betyr end det tilsvarende nordiske. Dette forekommer nu ifølge Kalkar[1] i flere varianter, saasom flækkesot eller flekkesot, men ogsaa plakfeber, hvilket sidste ord opføres som synonym til »sprinckeler«. Ordboksforfatterne synes enige om at opfatte begge disse sygdomsnavne som uttryk for den sygdom, vi nu kalder »flektyfus« eller »petechialfeber«. Dette er den samme sygdom som den velbekjendte krigs- og hungertyfus, der i tidligere tider var en uadskillelig ledsager av nærsagt ethvert felttog eller de ikke sjeldne, periodisk optrædende hungersnødstider. Ogsaa medicinalhistorikerne er, forsaavidt de uttaler sig derom, tilsyneladende enige i at opfatte ovennævnte sygdomsnavne som betegnende denne tyfusform. Saaledes omtaler f. eks. Mansa[2] gjentagne gange »sprinkler« og »sprinkelsot« saa vel som flekkesot o. lign. i Danmark under denne antagelse, om han end ikke specielt omtaler tilfælder derav i 1597.
Der forekommer nu videre i et brev, skrevet 5⁄8 1504 av den danskfødte Mette Iversdatter til den svenske riksforstander Svante Nielssøn Sture, en omtale av en sygdom, hvilken hun siger »kalles brennesoth och somlige fleckesot«, og hvori der ogsaa findes en slags beskrivelse av sygdommens symptomer[3]. Men disse er heller
- ↑ Ordbog til det ældre danske sprog.
- ↑ Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, s. 191, s. 270 o. fl. st. Ilmoni omtaler i Bidrag till Nordens sjukdomshistoria, II, s. 125, at der i 1597 var en svær hungersnød i Sverige, og at der optraadte megen sygdom, som dog kaldes »blodsot«.
- ↑ Brevet er trykt hos Mansa: Bidrag til Folkesygdommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark, s. 132, note. Mette Iversdatter var først gift med den bekjendte norske ridder Knud
