eller nyresten, da det er bekjendt, at saadanne tilfælde var ret hyppige i Norden ved disse tider. Derpaa tyder nemlig bl. a. de omreisende »stensnidere«, der paa denne tid kan paavises i Danmark[1]. Det var personer, tilhørende den haandverksmæssige kirurgis utøvere, som hadde til specialitet at foreta operationer for sten, likesom de ofte dermed forbandt en nærliggende virksomhet, idet de ogsaa optraadte som »broksnidere«.
Det fremgaar av ovenstaaende, at ordet blodsot og blodgang bruktes i forskjellig betydning av hin tids norske forfattere. Forklaringen paa dette forhold ligger vel tildels i den paapekede sproglige usikkerhet paa det medicinske omraade, noget, der iøvrigt har mange analogier i nutidens sprogbruk, naar det gjælder at gjengi specielle videnskabelige sygdomsbetegnelser med tilsvarende uttryk fra morsmaalet. Dette mangler nemlig direkte i mangfoldige tilfælde adækvate uttryk.
At der i en bok som Absalon Pederssøns dagbok, der væsentlig henter sit stof fra Bergen, ogsaa maa findes hentydninger til spedalskheten, er paa forhaand saa meget rimeligere, som denne by jo allerede i middelalderen likesom ogsaa senere dannet centret for sygdommens optræden. Dog er de oplysninger, vi saaledes faar, temmelig sparsomme, om end ikke uten interesse i flere henseender. Saaledes berettes om en ung prest, Peder Giertsøn, til Selje, at han i 1563[2] er angrepen av sygdommen, og at han dør i 1566[3], T den sidste anledning heter det: »Døde her Per Giertson – – oc døde hand af spedalske. Han drog i fiord vaar til Holland och vilde
