lade sig læge, men han fick der ingen gode raad, de gaffue honnom drycker in, saa at de forraadde honnom. – – Døde han her i Bergen i sin moders hws oc var begraffuen i Domkircken.« Ved en anden anledning[1] omtales en viss »Jon, Elzebe messemagers søn, som var spilt, og om hvem det berettes, at han var »tildømder paa raadhusit, at band skulde giffue sig ind i spitalen«[2], men som dør, før denne indlæggelse blir av.
Det fremgaar videre av en i Bergen utstedt forordning av 1569[3], at det har været sedvanlig, at man bragte spedalske fra de omliggende bygder til Bergen og forsøkte at faa dem anbragt i pleie der. Thi i denne forordning heter det: »Er og dømt, at hvem, som fører spitalske Mennesker af andre Biskopsstigter hid til Byen, skal bøde 8 Ertoger 13 Mark, og siden føre dennem hjem igjen der, hvor de dennem annammet.« I samklang med denne forordning staar en klage, der kommer tilorde i et brev[4] av 7⁄5 1577 angaaende »nogre Tiender, som blev lagt til de Fattige og Syges Underholdning i Bergen«. Her omtales nemlig, hvorledes »mange vanføre og syge Mennesker komme til deres By, og at den Rente, som høibaarne Fyrste, vor kjære Herr Fader, har funderet og lagt til Hospitalet der udi Byen, ikke kan forslaae til flere at underholde end alene nogle faae, som med spedalsk Sygdom er beladne«. Forklaringen paa denne omstændighet, at man søkte at faa sine spedalske indlagt paa hospital i Bergen, ligger rimeligvis deri, at kong Christian
