eller Jens Nilssøn, hvorimot Peder Claussøn netop ofrer den en kortere omtale. Han uttaler i sin Norgesbeskrivelse[1] herom følgende: »Vdi Nordland vancke icke mange Siugdomme / for den kuld oc klare Lufft der er / oc Pestilentze kommer der sielden. Men en Siugdom er der megit gengse / huilcken de kalde Skiørbock / oc døe mange der aff / besynderlig de Fremmede / som did komme / fordi de kunde icke fordrage oc fordøfue den Kost oc Spise der vancker: synderlig den fede ferske Hellefisk / oc anden fed Fisk / som fortæris der meste parten uden Salt / oc denne kranckhed kommer aff Mafuens onde fordøfuelse / huor imod de bruge den Vrt Angelica / som der ofuerflødeligen voxer / huilcken de æde saa grøn / baade stylcker oc rod: Item / de æde oc Moltebær oc giøre Grød der aff mod samme siugdom; der groer oc en vrt met tycke Blade kaldis Erichsgræs / jeg meener / det er et slaugs Vildkarse (eller Cochlearia) huilcken de oc bruge mod samme siugdom / oc groer den sommesteds saa ofuerflødeligen / paa holmer / at de om Sommeren hente hele Baade fulde deraff / oc saa sylte hele Tønder fulde aff de blade / oc bruge til Kaal om vinteren.«
At sygdommen ikke nævnes av Absalon Pederssm eller Jens Nilssøn, tør vistnok ha sin aarsak deri, at den ikke har forekommet synderlig almindelig i de trakter av landet, hvori disse to bevæget sig. Det er forøvrigt paafaldende, at Peder Claussøn, som ellers ikke omtaler sygdomme i sin Norgesbeskrivelse, netop ofrer skjørbuk en saa vidt utførlig omtale, og da specielt fremhæver dens forekomst i Nordland. Thi han hadde selv aldrig været utenfor det sydlige Norge. Men hans omtale av sygdom-
- ↑ Norriges oc Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse. Prentet i Kiøbenhaffn 1632, s. 126: Om Siugdom udi Nordland.
