men staar i god samklang med en skrivelse[1] fra aar 1604, som omhandler, hvorledes »Sognepresten udi Loppen i Finmarken har tilkjendegivet, hvorledes han af den farlige Sygdom Skjørbug, som udi den Landsort regjerer, udi nogle Aar haver været plaget, saa at han neppeligen haver havt en Helbredsdag, men har været foraarsaget at drage til Throndhjem og lade sig der kurere« etc.
Det er ikke hensigten her at gaa nærmere ind paa skjørbukens forekomst i Norge i de følgende tider, forsaavidt vi har efterretninger derom. Hvad den i sidstnævnte skrivelse omtalte reise til Throndhjem angaar, fortjener at bemerkes, at man ingen kundskap har om, at der ved begyndelsen av 17de aarh. fandtes nogen videnskabelig utdannet læge i denne by[2]. Men dr. Scharffenberg antar, at der allerede da fandtes bartskjærere der. Det maa da sandsynligvis være under en saadans behandling, sognepresten har git sig ind.
En viss interesse, særlig i sproglig henseende, tilkommer uttykket »smaa tarmer«, som forekommer etsteds i Jens Nilssøns dagbøker[3]. Det er en viss »her Christiernn paa Aass« (i Smaalenene), om hvem det heter, at han blev »megit siug och klaugede (ɔ: klagede) sig offuer sine smaa tarmer«. Uttrykket er vel direkte = oldn. »smáþarmar«, som betyr lysken, hvortil i oldn. ogsaa findes »smáþarmamein« = broktilfælde[4]. Jeg antar derfor, at der i ovennævnte tilfælde sigtes til et saadant. Det fremgaar ellers ikke av sammenhængen, hvad slags sygdom der kan være
