tænkt paa. Vi ser blot, at patienten næste dag er frisk igjen og holder gjæstebud for bispen.
Om tuberkulosen har spillet nogen større rolle i Norge i det heromhandlede tidsrum, tør være tvilsomt, om man da kan slutte noget derom av den omstændighet, at lidelser av saadan beskaffenhet næsten ikke omtales. Jeg har blot én Gang hos Absalon Pederssøn truffet ordet »suindesott« (= dansk svindsot, norsk tæring) under 1 april 1567[1], da det heter: »Døde Tosten scriuer – – tiente denne Tosten paa Bergenhuus i mange aar, – – – han døde aff suindesott.«
En sygdom, som ogsaa blot nævnes én gang hos Absalon[2], er »vatersoet« hvorom det heter under 20 august 1568: »Døde Marine, Nils Wiborgs quinne, aff vatersoet.«
»Popelsi« (ɔ: apoplexi, hjerneslag) er derimot en ret hyppig omtalt sygdom og dødsaarsak. Den bekjendte biskop Geble Pederssøn døde herav 9 mars 1557 efter 2 aars sygdom[3]. Han hadde været biskop i Bergen i 2 aar og døde sammesteds. I 1567 omtaler Absalon Pederssøn en »Throndhjemsfare«, som »fal i popelsi oc døde«[4]. Jens Nilssøn omtaler i 1594 utførlig en prest i Baahuslen, hr. Anders, om hvem det heter følgende[5]: »Siden taled her Anders – – – om sin siugdom at thet er nu paa dett 6. aar siden 14 dage for S. Mortens thid, at hand først fich denn, och meente det at vere popelssie Hand sagde at 3. dage effter hand fich den da bleff hand
