fik der, og synes at anse disse som skyld i hans død. At imidlertid sygdommens karakter var den samme dengang som nu, er neppe nogen dristig antagelse.
Det kan videre i forbindelse med den ovenfor paapekte allusion til stensygdom være av interesse at omtale en hentydning til denne hos Jens Nilssøn, hvor der er tale om et populært lægemiddel mot »steensott«. Han: omtaler[1] nemlig under sin visitationsreise i »Vigen och Bohusslen« en slags fisk, som fanges i »Vandsøe« (vel Vansjø i Rygge i Smaalenene), og hvorom det heter: »noch it slaug, kallis sugger (eller kolbas germanice) [ɔ: Kaulbarsch (?) paa tysk], der ligger 2 been i hoffuedit, dem bruger de emod steensott«. Hvad først den nævnte fisk angaar, oplyser Ross[2] følgende: »Sugga, liden karpefisk som lever i dyndet vand; Carassius? Smaalenene.« Carassius er nærmest den almindelige karuds (cyprinus carassius), som hører til karpefiskene. Disse utmerker sig ved en hornplate paa hodeskallens underside, som hos karpen benævnes »karpesten«[3]. Imidlertid findes blot én saadan i hver fisk, hvorfor det muligens nærmest hentydes til de bekjendte »hørestene«, der ligger i fiskenes indre øre og danner porcellænsagtige, flate, smukt formete benskiver. Disse vites dog ikke at fremby noget eiendommelig hos de nævnte familier.
Besynderlig nok omtaler et norsk diplom[4] fra aar 1432 ogsaa bruken av en sten mot »stensoth«. Jeg har nærmere omtalt dette diplom, og hvad det muligens sigter til, andetsteds[5]. Efter det ovenfor anførte er det vel ikke
