med sig til Italien. Efter Linné er Planten forvildet blandt os. En Plante, som dyrkedes saa almindelig, maatte let forvilde sig ogsaa til Egne, hvor den ikke var dyrket, naar Klima og Jordbund ellers passede for den.
Spørgsmaalet lader sig ad historisk Vei ikke bestemt besvare. Hehn[1], som vel er den betydeligste Autoritet paa dette Omraade, siger: Der er kun tre Sætninger, som er sikre: 1. at de gamle aldrig havde hørt om en lignende Plante, hvis Blomster giver Øllet en behagelig Tilsætning. 2. At den tidligste Middelalders Kilder, i hvilke Øllet og sydlige Havers Produkter ofte nævnes, aldrig omtaler Humle, som senere var saa uundværlig. 3. At i mange af Europas Lande som England, Sverige Brugen af Humle som Tilsætning til Øllet først optræder henimod Slutningen af Middelalderen eller endog først i Løbet af det 16de Aarh. og lidt efter lidt bliver mere almindelig. Derimod kunde der synes, at man ad filologisk Vei maatte kunne kaste Lys over dette dunkle Spørgsmaal. Det kan ingen Tvivl være om, at vort Navn paa Planten (Humle, gammelnorsk humli, humall) er direkte afledet af det latinske humulus[2]. Vi har altsaa faaet Navnet fra Rom, og det synes da naturligt, at vi ogsaa maa have faaet Planten derfra. I hvert Fald kjendes nu ikke noget eget norsk Navn paa den. Det tyske Navn Hopfen er af en anden Stamme, ligesom det engelske hop; vi har saaledes, synes det, ikke faaet Planten fra Tydskland, men fra Rom, og den kan ikke være kommen til os som en fællesgermansk Arv, men som et senere Laan – alt dette under Forudsætning af, at Planten ikke tidligere har haft et andet Navn, som senere forsvandt. Sikkert kan vi
