slutte, at Humlen som Kulturplante først er kommen til os i Middelalderen, efterat vi havde stiftet Bekjendtskab med den romerske Kultur, rimeligvis først i og med Kristendommen. Har Planten allerede tidligere været vildtvoksende her i Landet, saa har den enten været ukjendt og uden Navn, eller Navnet er blevet fortrængt og forglemt.
Jeg skal her anføre det vigtigste af, hvad den nævnte tydske Kulturhistoriker siger om den filologiske Side ved Spørgsmaalet; det er ingen, som jeg kjender, der saa grundig har udredet denne Sag.
Han mener, at det tydske Hopfen kommer af det nedertydske eller nederlandske hoppe, som forekommer i en Glosse af Junius (hos Nyerup, Symbolæ), som af Graff sættes til det 8de eller 9de Aarh.: hoppe timalus (feilskrevet for humalus?), feldhoppe, bradigalo. At Ordet hoppe igjen er opstaaet af middelaldersk Latin hupa, som Weigand mener i sin Ordbog, har liden Sandsynlighed for sig. Hupa findes efter Ducange kun i en Kilde, som stammer fra Nederlandene, og det er neppe andet end Latiniseren af det tydske Ord. Det lod sig maaske gjøre at paavise en Etymologi af hüpfen (hoppe), en Plante, som hopper fra Gren til Gren, ranker sig; men det synes ikke at være en naturlig Forestilling og Benævnelse. Af dette hoppe opstod en Diminutivform med tilføiet l, af hvilken det franske Ord houblon, for houbelon, ligesom det middelalderlig-latinske hubalus (duos modios hubali) lader sig forklare. I Italien, hvor man ikke dyrkede og heller ikke brugte Planten, smeltede dette fremmede Navn sammen med Artikelen til det italienske lupalo, luppolo. Af dette Ord opstod saa igjen i Middelalderens Latin det allerede hos italienske Forfattere optrædende lupulus (Humle). Paa Grund af den middelalderlige Botaniks Afhængighed af den græsk-romerske Literatur, som nød
