en Slags kanonisk Anseelse, søgte man efter et ligelydende Plantenavn hos de gamle og fandt det hos Plinius, som omtaler en Plante, som hed lupus og voksede blandt Pilekrat. En anden latinsk Forfatter (Martial) nævner ogsaa denne Plante i et Vers: Naar lupus sættes for os, længes vi efter den almindelige Oliven. Hvilken Plante dette var, er uvist, men man gjorde den til Humle. Af hupa, hubalus, hubelo blev der et middelaldersk-latinsk Ord humulus, som blev det latinske Navn paa Humleplanten i Middelalderen og gik med Planten selv mod Nord og Øst. Paa Gammelnorsk blev deraf humall, paa Finsk og Esthnisk humala, humal, hos de slaviske Folk chmeli, chmelĭ, magyarisk komló, nygræsk choumeli (χουμέλι), valachisk hemeju osv. Ordet synes efter denne Udvikling at henvise til Tydskland som Hjemstavn. De tydske Franker eller de keltiske Belgier vilde da være Opfindere af den bitre Drik (Øl).
Men man kunde ogsaa antage, at det slaviske Ord chmelĭ er Grundordet, og at dette igjen var et græsk Ord: smilaks (σμίλαξ), en rankende Plante, som lignede Epheu efter Diodorus. Det er ogsaa at lægge Mærke til, at Ordet chmelĭ, humeli hos Slaverne har Betydning af Beruselse, Drukkenskab. Denne Betydning er meget gammel og findes allerede i det 12te Aarh. hos en Forfatter, hvor humeli er en berusende Drik (beruser uden Vin). Ordet bruges endnu om Brændevin og dets Virkninger. Hos den russiske Forfatter Nestor nævnes Humleblad (i et Ordsprog, som anføres) 985 efter Kristus. Efter denne Fremstilling skulde Ordet fra Slaverne være kommet til Tydskerne og deraf igjen være dannet det latinske humulus.
En tredie Afledning gaar ud fra det latinske lupus, som gik over til lupulus og videre til hoppe og hopfen.
Udgiveren og Bearbeideren af Verket, O. Schrader, opstiller endnu en fjerde Afledning. Ordet skal være et
