oprindelig østasiatisk Ord: Finsk humalu, Esthnisk humal, umal osv.
Humlen og Øllet hører efter dette hjemme blandt de østasiatiske Folkeslag og er derfra gaaet over til Tydskerne og videre til det øvrige Europa.
Den sidste Paastand synes mig noget tvivlsom; men det er jo meget vanskeligt at kunne gjøre sig nogen Mening herom. Saameget synes mig at staa fast efter de nævnte Kulturhistorikeres Udvikling, at Ordet er fra de slaviske Folk gaaet over til Germanerne og fra dem videre. Om Ordet da er ægte og oprindelig slavisk eller det er kommet ind fra asiatiske Folkeslag som Finner, Magyarer, Lapper, Esther o.s.v., faar staa uafgjort indtil videre.
Hermed forlader jeg denne Side af Spørgsmaalet og vender tilbage til den historiske.
Det vil være nødvendigt, at jeg her giver en ganske kort Oversigt over Humlens Optræden som Kulturplante i Europa. Jeg skal atter gjengive det væsentlige af, hvad Hehn siger.
Humlen omtales ikke i den saakaldte Lex salica eller i Karl den Stores Forordninger. Heller ikke Walafrid Strabo omtaler den i sin Hortulus, fra kort før Midten af det 9de Aarh. Men paa denne Tid dukker de første Spor af den op fra andre Egne. I et Gavebrev af Kong Pipin, Karl den Stores Fader, fra det 17de Aar af hans Regjering, til Abbediet St. Denys skjænker Kongen det Humularias cum integritate; heri gjenkjender man det middelalderlig-latinske humlo (Humle). Her har vi imidlertid at gjøre med et Egennavn ved Siden af mange andre, og Lydligheden er maaske tilfældig. Men i Abbed Irminos af Saint Germains des-Près Polyptychon – fra de første Aar af det 9de Aarh., endnu før Karl den Stores Død – omtales hyppig Tiendeafgifter af Humle, som i Teksten benævnes humolo, humelo, umlo. Nogle Aar senere bliver
