i Abbed Adalbardus af Corveys Statuter fra 822 Møllerne befriede fra Arbeidet med Malt og Humle. Paa Ludvig den Tydskes Tid, i Midten af den anden Halvdel af det 9de Aarh., forekommer ikke sjelden i Kildeskrifter fra Stiftet Freisingen Humlehaver, humularia, som saaledes allerede var komne i Brug i denne Egn. I de følgende Aarhundreder bliver Humleavl stedse mere og mere almindelig i Tydskland, og jo længere vi kommer ned i Tiden, desto hyppigere ser vi Afgift paa Humle i Tiendebøgerne og Humlehaver blandt Bestanddelene af de Grundstykker, som ved Kjøb eller Gave gaar over paa andre Hænder. Planten er bekjendt for den hellige Hildegard og for Albertus Magnus, og dens Dyrkning er saa udbredt, at den giver Sachsenspiegel, Schwabenspiegel o.s.v. Anledning til udtrykkelige Retsbestemmelser. I Schlesien omtales Dyrkningen af Humle i Aaret 1224. Fra Tydskland trængte Humlen forholdsmæssig sent til Nabolandene. Til England kom den saaledes ikke før Henrik den Ottende og Edvard den sjette.
Efter dette maa altsaa Humlen være bekjendt i Tydskland og brugt som Tilsætning til Øllet allerede før Karl den Stores Tid. Til vort Land er den rimeligvis kommen over Nordtydskland kort efter Kristendommens Indførelse og, som dens latinske Navn synes at vise, gjennem Kirkens Formidling.
Det ældste Vidnesbyrd om Humle i vort Land finder vi i den ældre Frostathingslov: Fyrir epli oc humla scal verd gjalda oc landnim á ofan[1]. Loven er optegnet i det 13de Aarh., men dens Indhold er meget ældre og gaar antagelig tilbage til Haakon den Godes og Olaf den Helliges Tid. Bestemmelsen synes nærmest at sigte til den dyrkede Humle, og i saa Fald maa Humledyrkning
- ↑ Norges gamle Love I, S. 244.
