være kjendt her i Landet allerede paa Olaf den Helliges Tid eller kort efter.
I de gamle Retterbøder omtales Indførsel af Humle fra Udlandet; saaledes i Magnus Eriksens Retterbod af 1346, Haakon Magnussens Retterbod af 1358, Haakon Magnussens Retterbod om Handel i Kjøbstæderne[1]. Der tales her om Handel med Humle, og det er muligvis udenlandsk Humle, som der her er Tale om.
Uden Tvivl hørte Humlen blandt de Planter, som oprindelig hos os dyrkedes i Klosterhaverne og enkelte høierestaaende Geistliges Haver; herfra trængte den efterhaanden ud til de almindelige Gaardbrugere.
I Trondhjem havde saaledes Korsbrødrene en Grasgard, som omtales i 1311. Her nævnes ikke Humle særskilt; men at den fandtes i Grasgarden, ser vi af et senere Diplom af 1341. Her tales om Korsbrødrenes Grasgard i Nidaros og om Grasgardsmanden, som skulde røgte deres Have. Her hedder det, at den Korsbroder, som dette paahviler, skal lata fœra humla ok setia ok grafua vm ok rœkia. Her ser vi saaledes, at der dyrkedes Humle i Korsbrødrenes Grasgard i Nidaros, og da kan vi være forvissede om, at det samme ogsaa var Tilfældet i andre Grasgarder[2].
I den Jordebog over Erkebispestolens Jordegods, som er forfattet ved Erkebiskop Aslak Bolts Foranstaltning, findes indført en Bestemmelse af Erkebiskopen fra 1432, at enhver Leilænding skulde være pligtig at rydde en Mæling Jord og sætte 10 Humlestænger aarlig. Vi ser heraf, at Geistligheden søgte at opmuntre sine Leilændinger (Landbønder) til at rydde Jord og at plante
