verdslige og geistlige Styrelse gjorde, hvad de kunde, for at fremme den. I hvilken Grad dette lykkedes, eller, med andre Ord, i hvilken Udstrækning Humle dyrkedes her i Landet henimod Middelalderens Slutning, er det ikke muligt at afgjøre. Det er i hvert Fald sikkert, at den her i Landet avlede Humle ikke paa langt nær var tilstrækkelig for Behovet. En betydelig Del indførtes fra Udlandet, ligesom ogsaa tydsk Øl var en almindelig Handelsvare. Endvidere ved vi, at der brugtes en hel Del andre Planter som Tilsætning til Øllet. Schübeler regner op en hel Del saadanne i Viridarium Norv., og det er ufornødent her at omtale dem. Kun vil jeg nævne Pors (myrica Gale, L.) som en af de Planter, der synes at have været længst i Brug og særlig yndet. Porsmyrer omtales som en Herlighed og nævnes ogsaa i Danmark. Porsen havde en stærk Virkning, som formodentlig syntes at være gavnlig; om man blev syg efter den, viste det kun dens fortrinlige Virkning.
Jeg har etsteds læst en Fortælling fra Sverige, som er meget oplysende i denne Henseende. Det var en svensk Adelsmand, som gjorde et Selskab; Kong Karl den 9de var Gjæst hos ham. Manden trakterede Gjæsterne med Pors-Øl. Kongen drak godt; men næste Morgen var han syg og elendig. Da han traf Manden, var han ikke videre blid; Pors-Øl vilde han aldrig mere smage, og han henstillede til Adelsmanden herefter at brygge bedre Øl.
Naar der anvendtes mange forskjellige Planter som Tilsætning til Øl, vil dette ikke sige, at man ikke kjendte eller ikke satte Pris paa Humle. Det kom kun af Mangel paa den. Det var kostbart at kjøbe den, og det var vanskeligt at faa den i de fjernere Bygder. Saa maatte man hjælpe sig med det, som simplere var. Underligt da, vil man sige, at de ikke selv dyrkede den i tilstrækkeligt Maal! Ja, ligesaa underligt, som meget, vi ser omkring
