os ogsaa i Nutiden. Man kjøber – eller undværer, – hvad man selv med Lethed kunde frembringe. Almindelig hed det da som senere: at Humlen vilde ikke vokse. Det var imidlertid i de allerfleste Tilfælde en tom Undskyldning. Hvad der manglede, var derimod Tiltag, Initiativ.
Om Humledyrkningen i vort Land i den første Tid efter Reformationen (1530–1660) mangler vi tilstrækkelige Oplysninger til, at vi kan gjøre os noget klart Begreb om dens Udvikling i dette Tidsrum. De Vidnesbyrd, som jeg har stødt paa, skal her anføres.
Den 19de April 1572 udsteder Kong Fredrik den anden en Skrivelse til Superintendenten (Biskopen) i Oslo om Anvendelsen af den saakaldte Communs-Rente, som tidligere havde tilhørt Hamar Domkapitel. Skolemesteren i Hamar skulde have sit Hus paa de gamle Communs Tomter og nyde og beholde de Ager og Hommelgaarder, som Kapitlet der sammesteds tilkommer. Her har vi saaledes en Del af de ovenfor omtalte Humlehaver paa Hamar[1].
Biskop Jens Nielsen omtaler i sine Visitatsbøger et par Gange Humle og Humledyrkning. Saaledes siger han om Gaarden By i Vardal i 1594, at her var der en skjøn Humlehave. Ligesaa omtaler han kort efter Humledyrkningen i Birid, og da heder det, at Bispen gav Sognepresten Hr. Kristian Jakobsen 2 Daler at kjøbe Humle for.
I Bergens Bispegaard var der en gammel, meget bekjendt Have, som rimeligvis var anlagt af Franciskanerne, som boede her i Middelalderen. Biskop Geble Pedersen forskjønnede Haven meget og holdt endog en egen Gartner fra Flandern; rimeligvis har han ogsaa havt en Humlegaard her, som igjen stammede fra Munkene. Imidler-
- ↑ Norske Rigs-Registr. II, S. 21.
