maalet var saaledes egentlig at ordne og bedre Skatteforholdene; men dette vovede man ikke helt ud at tilstaa, da det kunne vække Frygt hos Folket for nye Skattebyrder.
Der udarbeidedes en meget udførlig Instruks for Kommissionen. I Post 6 heder det bl. a., at Kommissionen ved hver Gaard skulde bestemme (specificere), hvor meget og af hvor mange Tønder Sæd Rydningsland der findes paa Gaarden, hvor meget Bonden uden Forsømmelse kunde rydde hvert Aar, i lige Maade at forelægge enhver Bonde at plante sig fornøden Humlehave, hvor ingen findes, og enhver formanes sligt at efterkomme uden Ladhed og Forsømmelse, med mindre han vil staa i Fare at miste sin Gaard.
Det var strenge Ord; men vi forstaar let, hvorledes det gik. Naturligvis fandtes der sjelden eller aldrig Rydningsland, og Humle vilde ikke vokse, hvor den ikke allerede var plantet. Men undertiden nyttede det dog ikke at komme med disse Udflugter, da det var altfor øiensynligt, at de var opdigtede.
Kommissionen har afgivet Beretning om sin Virksomhed. I Oplandenes Lagdømme nævnes ikke Humleavlen i Beretningen.
I Fredrikshalds Lagdømme var Almuen paalagt at plante Humle, hvor ingen fandtes.
Ligesaa i Tønsbergs Lagdømme og i Skien, hvor det er bemærket, at tilfjelds vilde Humlen ikke gro, da Sommeren var for kort.
Fra Agdesidens Lagdømme heder det, at alle Mand var paalagt at plante Humlehaver, hvor Landets Leilighed kunde tillade det.
Fra Stavanger Lagdømme meddeles, at man fandt det rettest at en eller to fornemme (naturligvis, det var det vigtigste) Mænd i hvert Tinglag blev opnævnte, som
