skulde udvise saadanne Pladse, som kunde ryddes enten til Sæd eller Humlekuler. Mere findes der ikke i denne Beretning om Humleavl.
I Bergens Lagdømme fandtes (naturligvis kunde man sige) ikke noget Rydningsland. Om Humleavlen siges der, at paa de Steder, hvor Humle kunde vokse, var der allerede lagt Flid paa at ympe og pode Humle, saasom udi Sogn, Søndhordland, Nordhordland, Nordfjord, Voss og Hardanger.
I Trondhjems Lagdømme havde Kommissionen formanet Almuen at plante Humlehaver.
Fra Nordlands Lagdømme kom der ingen Beretning[1].
Holder man sig til Ordlyden i disse Beretninger, faar man ikke meget høie Tanker om Humleavlen i Landet paa denne Tid. Det synes, som om det væsentlig kun var Bergens Stift, hvor den var mere almindelig. Imidlertid har dog neppe Forholdet været saa slet; man har vel indskrænket sig til at paaminde Almuen i Almindelighed at plante Humle uden nærmere at undersøge, hvorvidt der fandtes Humlehaver. Det vilde ogsaa være et uoverkommeligt Arbeide for Kommissionen med de Hjælpemidler, den besad, og den Tid, som var stillet den til Raadighed. Det kan saaledes ansees som temmelig sikkert, at Humleavlen er udbredt i en hel Del, kanske de fleste Bygder i Landet i den vestlige, sydlige og østlige Del, hvor ikke Naturforholdene var altfor ugunstige. I Trondhjems Stift synes det derimod at have været lidet af den.
De Foranstaltninger, som ovenfor er omtalt, for at ordne Skatteforholdene og ophjælpe de kongelige Indtægter af Landet ledede kort efter til nye og mere indgribende. Den 23de Januar 1665 udstedte Kongen en Befaling til alle Lagmænd i Norge, at de i Forening med
- ↑ Beretningerne er trykt i Meddelelser fra det norske Rigsarkiv og en i Saml. til det n. Folks Sprog og Historie IV, S. 30.
