Fogden og Sorenskriveren samt 6 Lagrettesmænd skulde befare alle Gaarde og sætte dem til en bestemt Skatteskyld, som skulde regnes efter samme Skyldspecies i hver af de to Dele: Søndenfjelds og Nordenfjelds. Dette skede dog ikke helt. I dette Paabud gjentages Bestemmelsen fra 1661 om Rydning og Anlæg af Humlehaver: »samt og annotere dem, som endnu efter Recessen et haver plantet sig Humlehave med Formaning det forderligst at efterkommes o.s.v.
Matrikulen af 1667 – den ældste Matrikul i vort Land – indeholder i Overensstemmelse med dette Paabud detaljerede Opgaver over Humledyrkningen i Landet. Har Gaarden Humlehave, er dette bemærket. Hvis ikke, saa er vedkommende Gaard enten paalagt at plante Humle, eller den fritages derfor paa Grund af Naturforholdene ! (»vil ikke vokse«). Imidlertid er der en hel Del Gaarde, ja mange Bygder og Herreder, hvor der ikke siges noget. Man skulde da nærmest tro, at der ikke fandtes Humlehaver, og at man antog, at det heller ikke vilde nytte at anlægge saadanne. Imidlertid synes det dog, at Skyldsætningskommissionerne har gaaet frem efter forskjellige Principer, og at de ikke altid har taget det saa nøiagtig. Især synes det, som om den Mening, at Humle ikke vilde trives i vedkommende Egn, har gjort, at man ikke har bemøiet sig videre med Sagen. Dette vil antagelig klart fremgaa af det følgende. Opgaverne bør derfor behandles med adskillig Kritik, naar man vil eftergaa dem i Enkelthederne; men i det store og hele giver de vistnok et temmelig godt Billede af Humledyrkningen i vort Land i Tiden omkring 1660.
Jeg skal nu i al Korthed gjennemgaa Opgaverne i Matrikulen af 1667 om Humleavlen.
Jeg begynder med Vestlandet, hvor vi skulde vente at finde den største Humleavl.
