terne at kjende; det lønte sig bedre at dyrke Poteter end Humle. Tidligere var Humledyrkningen mere almindelig i Prestegjældet, og næsten hver Mand avlede, hvad han behøvede af Humle. Rimeligvis har dette været Tilfælde ogsaa i mange andre Bygder i Nordhordland.
I Søndhordland har uden Tvivl Humledyrkning været temmelig almindelig i mange Bygder. I Kvinnherred var der enkelte Humlehaver, fortæller Sogneprest P. H. Hertzberg i sin Beskrivelse af Prestegjældet[1]. Pram fortæller i sin Reisebeskrivelse om Etne, at der var noget Humleavl her, men kun til eget Forbrug.
I Hardanger stod Vikør Prestegjæld øverst i Humledyrkning. Saaledes skriver Biskop Neumann[2] om Vikør og Hardanger i Almindelighed: Ved Norheim ligger en Strækning af Humlehaver, hvilke netop i dette Prestegjæld findes hyppigst, ihvorvel man over hele Hardanger som op paa Voss dyrker Humle. Avlen var en vigtig Næringsgren for Bønderne.
Kraft skriver om Humleavlen i S. Bergenhus[3]: Humleavl finder noget hyppigere Sted i Nordhordland (nemlig end Hamp- og Linavl), da man hist og her i Lindaas og Hosanger Prestegjælde fornemmelig i den til det sidste hørende Modal avler noget Humle, og paa Voss er Humleavlen saa udbredt, især i visse af Hovedsognets Ottinger, at man derfra afsætter en ikke ubetydelig Del Humle til de omliggende Bygder.
I Søndhordland avles Humle paa enkelte Gaarde; i Os Prestegjæld gjentager han, hvad Krüger havde skrevet tidligere om de 10–12 Gaarde, som dyrkede Humle. I Hardanger lægger man Vinn paa Humleavl. Den meste
