Krigen havde brugt at sælge Humle til Byerne, men Prisen var saa lav, at Dyrkningen ikke svarede sig.
Kraft siger i sin Norges Beskrivelse[1], at Humle dyrkedes saagodt som ikke i Mandals Fogderi og i Listers Fogderi kun paa enkelte Gaarde. Man fandt det t billigere at kjøbe, hvad man tiltrængte, i Byen.
I Nedenæs synes Sætersdalen at have været det Bygdelag, som lagde mest Vinn paa Humleavl. Reier Gjellebøl omtaler i sin Beskrivelse af Sætersdalen Humleavlen, men siger, at den kun var af ringe Betydning. Presten Lund, som skrev en Beskrivelse over Valle Prestegjæld i 1798, siger, at Humle dyrkedes i ringe Udstrækning i Hyllestad Sogn. Man kjøbte Humle fra Hardanger. Pram derimod fortæller i sin Reisebeskrivelse, at man i Valle avlede det meste af den Humle, man behøvede, og at den var udmærket god.
Kraft siger om Sætersdalen i sin Helhed, at man avlede en Del Humle, men ikke nok til Husbehov.
I Nedenæs Fogderi dyrkedes kun ubetydeligt Humle; man kjøbte heller den Humle, man tiltrængte, i Byerne.
I Øvre Telemarken omtaler Lund i sin Beskrivelse, at Humlehaver fandtes ved mange Gaarde, men ingen af Betydning[2]. Løvenskiold omtaler i sin Bratsbergs Beskrivelse Humlehaver i Gjerpen, hvor man synes at have dyrket Humle i ikke saa liden Udstrækning. I en Del gamle Optegnelser blandt Landstads Papirer i Universitetets Manuskriptsamling omtales Dyrkningen af Humle i Ø. Telemarken, rimeligvis i Kviteseid, og Fremgangsmaaden beskrives. I en utrykt Beskrivelse sammesteds af Presten Grave over Saude heder det, at mange havde Humlehaver; men dog avledes ikke nok; man maatte kjøbe paa
