samling –, og her omtales ogsaa Humledyrkningen. De fleste havde smaa Humlehaver og avlede tilstrækkeligt til eget Brug, men mindre til Salg. Dog drev man Dyrkningen endnu paa gammel Vis. Men en Sgr. Wright havde anlagt en Humlehave efter engelsk Mønster, og Sogneprestens Søn havde igjen lært af ham og anlagt en ny og tidsmæssig Humlehave. Forfatteren haabede, at en ny Næringsvei heraf vilde opstaa.
Presten Hans Strøm omtaler i sin Ekers Beskrivelse[1] Humledyrkningen i Egnen. Der fandtes Humlehaver ved de fleste Gaarde af nogen Betydning; de var i Almindelighed gamle og ikke skjøttede eller vedligeholdte; de var derfor kun i maadelig eller slet Stand. I »Oplandene« derimod tiltog Humleavlen mere og mere, saa at der ved Drammens »store« Toldsted nu (d. e. omkring 1784) lidet eller intet indføres fra fremmede Steder. Mange betjente sig af den vildtvoksende Humle, som fandtes mangesteds i Mængde. Mange hjalp sig med nogle faa Humleranker, som havde staaet over 20 Aar paa Stedet.
Om Ringerike skriver Foged Ivar Wiel i sin Ringerikes og Hallingdals Beskrivelse (1743), et for sin Tid meget godt Arbeide[2]: Humlehaver findes snart ved hver Gaard paa Ringerike. Humleavlen maa saaledes have været almindelig paa Ringerike. Ogsaa i Hallingdal maa der have været dyrket Humle paa de fleste Gaarde i de lavere liggende Bygder. Den nævnte Forfatter siger, at i Flaa, Næs, Gol og Torpe Sogne fandtes Humlehaver ved snart sagt hver Gaard. I de øvrige Sogne derimod var der faa. Humlen, som voksede her, var meget god. Bygderne var i Almindelighed selvhjulpne undtagen i Misvekstaar.
